”Hvis I gør det igen næste sommer, så må I gerne invitere mig med”
Med sommerlejren ville Viborg HK tage et større socialt ansvar og styrke børnenes trivsel ved at invitere dem med ind i foreningslivets fællesskaber. Gennem et samarbejde med Viborg Kommune sørgede de for at invitere nogle af de børn i kommunen, som ellers ikke ville have så meget at se frem til i sommerferien.
Og med det program, der blev lagt for dagene, kan vi godt forstå børnenes glæde over sommerlejren og de oplevelser, de fik med hjem i bagagen. Sommerlejren strakte sig nemlig over tre dage, hvor de ikke kun spillede en masse bold i sportshallen, men også udfordrede sig selv på Dare Teambuilding- & Eventcenter og til saunagus i Vestbadet.
Saunagus og Dare-aktiviteterne er nøje udvalgte, fordi de er med til at understøtte børns sociale færdigheder, kan hjælpe dem med at flytte grænser og give dem mod til at tage flere gode skridt i livet.
Børnene fik udfordret sig selv fysisk og socialt under Dare-aktiviteterne.
Sommerlejrens succeshistorier
I løbet af sommerlejren udfoldede børnene hver især sine evner inden for forskellige aktiviteter. Hvor nogle med stor boldforståelse brillierede i sportshallen, kørte andre med klatten hos Dare Teambuilding- & Eventcenter og i Vestbadet, fordi de havde modet til at gå forrest i nogle af aktiviteterne.
Hos Dare Teambuilding -& Eventcenter balancerede børnene mellem sjove og udfordrende aktiviteter.
Siden sommerlejrens afslutning er flere af børnene blevet en del af det lokale foreningsliv. Chandra Larsen, fritidsvejleder hos Viborg Kommune, fortæller:
”Sommerlejren var startskuddet til, at forældrene kunne se og opleve, hvordan fritidsfællesskaber kan være med til at øge børnenes trivsel.”
Chandra har blandt andet hjulpet et par af pigerne i gang med fodbold ved at finde den rigtige fodboldklub og kontakte træneren, få indblik i træningstider, fremskaffe brugt sportsudstyr og aftale en god ordning i forhold til kontingentbetaling.
Kommunens fritidsvejledere arbejder også rigtig meget med at involvere børnenes forældre, og derfor var de inviteret til kaffe og kage ved sommerlejrens afslutning. Her havde vejlederne god mulighed for at vende alle de gode oplevelser, de havde haft med børnene, og sætte fokus på alt det, som de havde været gode til.
”Men også det, der havde været svært,” fortæller Chandra og fortsætter:
”Én af drengene havde aldrig prøvet at sove ude før, men han gjorde det på sommerlejren, og det var derfor en stolt mor og søn, der havde glædet sig til at se hinanden igen. Moren sagde også, at hun fremover godt turde sende ham afsted på lejrskole, for nu havde de prøvet det tæt på, hvor de boede, og det var jo gået rigtig godt.”
Med trivsel som ét af formålene bag sommerlejren var det en glæde at se, hvordan der opstod nye venskaber på kryds og tværs, og børnene delte mobilnumre med hinanden på den sidste dag af sommerlejren.
I løbet af sommerlejren overnattede børnene og brugte al deres krudt på leg og sport i Biocirc Arena.
Lørdag den 21. september var der et glædeligt gensyn med flere af børnene fra sommerlejren, da Viborg HK mødte lokalrivalerne Bjerringbro FH. I endnu et stærkt samarbejde mellem Viborg HK og kommunen om socialt ansvar var omkring 130 børn inviteret til aktiviteter i hallen og efterfølgende kamp. Her fik flere af de frivillige fra sommerlejren krammere af børnene og blev mødt af ordene ”vi ses til næste sommerlejr”.
Børnene besøgte også vores afdeling på Hjultorvet i Viborg
En eftermiddag besøgte børnene sparekassens afdeling på Hjultorvet i Viborg, hvor vi stod klar til at underholde dem i et par timer med skattejagt, bottleflip og plantning af vilde blomster, og så sluttede vi besøget af med en isvaffel i gårdhaven.
Her er ESG-chef Eva Falck Ørndrup i gang med at hjælpe børnene med at plante blomsterfrø i en krukke.
En sommerlejr med fokus på socialt ansvar, sport og trivsel
Sommerlejren blev sat i søen af Viborg HK i tæt samarbejde med Viborg Kommune.
”Tanken bag lejren er, at vi som håndboldklub tager et socialt ansvar og rækker ud til nogle af de børn i kommunen, som måske ikke har så meget på programmet hen over sommerferien,” fortæller salgschef Malene Yding.
Gennem samarbejdet med Viborg Kommune blev 35 børn i alderen 10-11 år nøje udvalgt via lærere, socialrådgivere samt familiebehandlere, og i spidsen for arbejdet stod Chandra Larsen, fritidsvejleder hos Viborg Kommune, som fortæller:
”Nogle børn og familier har brug for lidt ekstra hjælp til at blive en del af et fritidsfællesskab, og vi laver denne sommerlejr for en målgruppe, som ikke har så meget at se frem til i sommerferien. Familierne vil rigtig gerne give deres børn nogle gode oplevelser, og det vil vi gerne støtte.”
Med sommerlejrens fokus på at tage et socialt ansvar og koblingen til aktivering af børnene i foreningslivet var vi hos Sparekassen Danmark ikke i tvivl om, at vi gerne ville bakke op om projektet.
”Det gjorde vi, fordi Sparekassen Danmark tager et samfundsansvar og bidrager til de lokalsamfund, vi er en del af, og vi ser en kæmpe værdi i at få flere børnefamilier ud i det lokale foreningsliv,” fortæller afdelingsdirektør i Viborgs privatafdeling, Torben Bloch-Nielsen.
Sommerlejren blev støttet økonomisk af både Sparekassen Danmark og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland med en flot donation på i alt 65.000 kr.
Fra venstre: Privatkunderådgiver Morten Bech Vestergaard, Viborg HK’s Salgschef Malene Yding og afdelingsdirektør Torben Bloch-Nielsen.