Bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering
Som pengeinstitut er Sparekassen Danmark forpligtet til at leve op til visse regler om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Det betyder, at vi skal hjælpe myndighederne med at opdage og forhindre hvidvask af penge og terrorfinansiering.
Indsatsen for at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering har høj prioritet i Sparekassen Danmark og udspringer af sparekassens hvidvaskpolitik. Gennem en række risikobegrænsede foranstaltninger skal politikken sikre, at Sparekassen Danmark lever op til Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, Forordningen om pengeoverførsel og EU’s terrorforordninger. Med andre ord skal politikken minimere risikoen for, at Sparekassen Danmark bliver misbrugt til hvidvask, terrorfinansiering og brud på finansielle sanktioner.
Alle Sparekassen Danmarks ansatte gennemgår løbende uddannelse inden for hvidvask, så sparekassen hele tiden er ajour med udviklingen inden for området.
Adfærdsprincipper
Sparekassen Danmark skal leve op til nedenstående seks adfærdsprincipper fra Finans Danmarks Hvidvask Task Force.
- Vi sætter altid etik før profit.
- Vi følger loven og lovens ånd.
- Vi vil gerne kigges i kortene.
- Vi arbejder målrettet med vores virksomhedskultur.
- Vi påtager os ledelsesansvar og sikrer, at alle medarbejdere tager ansvar i forhold til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.
- Vi samarbejder konstruktivt med alle interessenter, herunder myndighederne.
AML-afdelingen i Sparekassen Danmark
Sparekassen Danmarks bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering er forankret i sparekassens AML-afdeling, hvor den hvidvaskansvarlige rapporterer direkte til sparekassens direktion og bestyrelse.
I Sparekassen Danmarks AML-afdeling sidder et dedikeret hold af AML-specialister, som uafhængigt af sparekassens rådgivere behandler og monitorerer de transaktioner, som går igennem sparekassens transaktionsovervågning. Ligeledes holder AML-afdelingen sig løbende ajour med pågældende lovgivning for at sikre, at sparekassen lever op til denne.
Whistleblowerordning
Det er afgørende for Sparekassen Danmark, at der fra alle sider er tillid til vores organisation og til den måde, vi driver vores pengeinstitut på. Derfor er det vigtigt for os, at vi har en sund virksomhedskultur, hvor alle frit kan ytre sig, hvis man oplever uregelmæssigheder, uacceptabel adfærd eller ulovlige forhold i sparekassen, uden at den pågældende skal frygte for negative konsekvenser.
Formålet med sparekassens whistleblowerordning er at sikre åbenhed og gennemsigtighed i Sparekassen Danmark.
Hvorfor spørger vi om så mange ting?
Ifølge Hvidvaskloven skal vi – og alle andre pengeinstitutter – kende vores kunder og deres formål med at være kunde hos Sparekassen Danmark. Det er netop derfor, vi beder om legitimation og spørger til dit forventede forretningsomfang, når du bliver kunde hos os.
Ligeledes kan du opleve at blive spurgt om nye oplysninger, selvom du har været kunde i sparekassen i en årrække. Det skyldes, at vi løbende skal sikre os, at de oplysninger, vi har om dig, er tidssvarende. Dette kan blandt andet ske i din net- eller mobilbank. Her kan du blive mødt af en meddelelse, når du logger ind. Du kan vælge at svare med det samme eller udskyde besvarelsen. Du skal dog være opmærksom på, at du kun kan udskyde besvarelsen et vist antal gange, før din netbank bliver spærret.