Handel på tværs af landegrænser: Sådan beskytter du din virksomhed

Handel på tværs af landegrænser: Sådan beskytter du din virksomhed

Global handel rummer store muligheder, men kan hurtigt blive en kostbar affære, hvis du ikke tager højde for de risici, der følger med.

I en tid med geopolitiske spændinger og økonomisk usikkerhed kan handel med udlandet måske give anledning til bekymring. Det skal dog ikke afholde dig fra at udnytte mulighederne. Det kræver blot, at du løbende tager stilling til de risici, der følger med – uanset om du handler inden for eller uden for EU.

Har du råd til valutakursudsving? Stoler du på din handelspartner? Og hvilke værktøjer kan hjælpe dig med at sikre din indtjening? Læs videre for at få perspektiver på, hvordan du bedst beskytter din virksomhed.

Afdæk valutarisikoen


Hvis du importerer eller eksporterer i forvejen, ved du, at valutakurserne kan have stor betydning for din bundlinje. Det kan de, fordi valutakurser svinger konstant, og selv små udsving kan have store konsekvenser for din virksomheds indtjening. Derfor er det vigtigt at have en strategi for, hvordan du afdækker valutarisikoen – særligt hvis din virksomhed har en stor del af sin omsætning i fremmed valuta.

Stor betydning for din bundlinje


Forestil dig, at du importerer varer fra USA. Du har regnet med en bestemt USD-kurs, men tre måneder senere er kursen steget markant, og varerne bliver dyrere, end du havde forventet. Det kan æde en stor del af din avance. Én af løsningerne kan være terminsforretninger. Det indebærer, at du på forhånd aftaler en fast kurs med dit pengeinstitut og køber de USD, du skal bruge i den kommende tid. På den måde ved du præcis, hvad dine varer kommer til at koste, uanset hvordan valutakursen udvikler sig.

Det er dog vigtigt at huske, at kurssikring også indebærer en risiko. Hvis kursen stiger, kan det være en fordel, men hvis den falder, kan du ende med at have købt valuta til en højere kurs, end markedet senere tilbyder. Derfor bør du altid vurdere risikoen fra handel til handel – og tage beløbets størrelse med i dine overvejelser.


Handel på tværs af landegrænser: Sådan beskytter du din virksomhedValutakurser svinger konstant, og selv små udsving kan påvirke din bundlinje. En strategi for at afdække valutarisikoen kan sikre din virksomheds indtjening.


Optioner er også en mulighed


Et alternativ til terminsforretninger er optioner, som fungerer som en slags forsikring mod ugunstige valutakursudsving. Med en option betaler du en præmie for retten – men ikke pligten – til at handle en given valuta til en fast kurs på et senere tidspunkt.

Fordelen ved optioner er fleksibilitet. Hvis kursen udvikler sig i din favør, kan du handle til den bedre markedspris. Hvis kursen derimod bevæger sig imod dig, har du sikret en maksimal pris, du skal betale, eller en minimumspris, du kan sælge til.

Spiller politik en rolle?


Der har altid været perioder med store valutakursudsving, og det skyldes langt mere end politiske beslutninger. Krige, økonomiske kriser og de enkelte landes økonomier spiller en afgørende rolle.

Det betyder dog ikke, at politik er uden betydning. Politisk uro eller markante udmeldinger kan få valutakurserne til at reagere hurtigt. Et godt eksempel var, da Trump i februar varslede toldsatser på varer fra Canada og Mexico. Markedet frygtede stigende inflation i USA, hvilket fik dollaren til at stige. Da planerne senere blev trukket tilbage, faldt kursen igen. Sådanne udsving kan koste dyrt for virksomheder, der ikke har sikret deres valutarisiko.

På trods af de politiske udsving bliver dollaren ofte betragtet som en ”sikker havn” i usikre tider. Det skyldes, at investorer typisk søger mod dollarbaserede aktiver under kriser, fordi USA anses for at være verdens stærkeste økonomi. Derfor ses det ofte, at dollaren stiger, når usikkerheden på de finansielle markeder vokser.


Handel på tværs af landegrænser: Sådan beskytter du din virksomhedValutakurser påvirkes blandt andet af kriser og økonomiske forhold i de enkelte lande, men også politiske udmeldinger kan have betydning.


Hvor godt kender du din handelspartner?


En anden vigtig faktor i international handel er, hvor godt du kender din handelspartner. Er der politisk eller økonomisk ustabilitet i landet, hvor din kunde eller leverandør opererer? Hvad er den lokale betalingspraksis? Og hvilke garantier har du for, at varer eller betalinger bliver leveret til tiden?

I bund og grund handler det om tillid. Det kan sammenlignes med at sælge noget privat på DBA. Du vil helst sikre dig at modtage pengene, før du sender varen. Det samme gælder i international handel, blot i langt større skala. Derfor er det afgørende at minimere usikkerheden, og her kommer Trade Finance ind i billedet.

For hvad gør du, hvis du ikke kender din modpart godt nok? En mulighed er at anvende udenlandske betalingsformer som udenlandsk inkasso eller remburs, hvor dit og handelspartnerens pengeinstitut fungerer som mellemled og sikrer, at betaling kun sker, når de aftalte betingelser er opfyldt.

Find den rette balance


En anden mulighed er at benytte garantier, der kan give økonomisk kompensation, hvis en af parterne misligholder sin del af aftalen – uanset om det er køber eller sælger.

Det kan også være en god idé at undersøge din handelspartners økonomiske situation og omdømme – for eksempel ved at tjekke regnskaber, kundereferencer eller virksomhedens tilstedeværelse på sociale medier.

Samtidig er det vigtigt at finde balancen. Ønsker du garantier, kan det signalere mistillid og i værste fald skræmme din handelspartner væk.


Handel på tværs af landegrænser: Sådan beskytter du din virksomhedI international handel er tillid afgørende. Nogle gange må man løbe en kalkuleret risiko – ellers bliver der slet ingen handel.


Skal ses fra begge sider


Når vi i Sparekassen Danmark rådgiver vores erhvervskunder om risiko, ser vi altid på situationen fra begge parters perspektiv. Nogle gange må man tage en kalkuleret risiko – ellers bliver der slet ingen handel.

Skulle behovene ændre sig, eller markedsforholdene udvikle sig, kan Trade Finance-løsninger altid bringes i spil senere i samarbejdet. Ved at starte i det små og opbygge en relation over tid kan begge parter bevise deres troværdighed, hvilket baner vejen for et stærkere og mere tillidsfuldt samarbejde fremover.

Kender du EIFO?


Mange virksomheder er (heller) ikke klar over, at de kan fremme deres salg til udlandet ved at tilbyde deres kunder en attraktiv finansieringsløsning gennem Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO. Det er en statslig fond, der har til formål at styrke dansk eksport, blandt andet ved at hjælpe udenlandske virksomheder med at finansiere køb fra danske virksomheder. Det betyder, at vi som pengeinstitut kan tilbyde finansiering af den udenlandske købers ordre, når EIFO vurderer, at køber er kreditværdig.

Overvej risiciene og mindsk bekymringerne


Ja, der er mange muligheder, men også mange usikkerheder, når man handler på tværs af landegrænser. Derfor er vores budskab klart: Afklar ALTID, hvilke risici du er villig til – eller har råd til – at tage. Ved at overveje risiciene og vælge de rette værktøjer kan du sikre din fortjeneste, mindske bekymringerne og fokusere på det, der virkelig betyder noget: At drive og udvikle din virksomhed.

Vil du vide mere?


Kontakt din rådgiver i Sparekassen Danmark for at høre mere om, hvordan du beskytter din virksomhed ved udlandshandel – eller book et møde nedenfor.

Book et møde


Hvis du ønsker at realisere økonomiske drømme eller at give din økonomi et servicetjek, kan du nemt booke et møde i Sparekassen Danmark.
 
Udfyld formularen herunder, og en af vores rådgivere vil kontakte dig hurtigst muligt for at aftale et mødetidspunkt.