Spot og stop svindel: Beskyt dine nærmeste
Vi vil gerne hjælpe dig til at forstå, hvilke former for svindel der kan florere, og samtidig klæde dig så godt på, at du kan hjælpe dine familiemedlemmer til også at være særligt opmærksomme på, hvad de skal passe på. Læs med og bliv klogere på hvordan du spotter og stopper svindel.
Digital svindel kan ske for alle – også for dig
Svindlerne er rigtig dygtige, og du kan nemt blive fanget i deres løgne og hoppe i med begge ben – dette er ikke skamfuldt, men meget menneskeligt, og det er vigtigt, at du siger det højt og deler det med nogen, hvis du oplever at havne midt i et svindelnummer. Så kan du nemlig hurtigst muligt få hjælp til at komme ud af det igen. Det samme gør sig gældende, hvis du hører eller oplever situationer, hvor andre kunne være blevet udsat for svindel. Hjælp dem med at indse, hvad der sker og husk også her, at det kan være svært at gennemskue et professionelt svindelnummer, og at det er meget menneskeligt at blive narret.
På vores hjemmeside kan du se tre videoer med cases med forskellige eksempler på svindel, og hvordan helt almindelige mennesker faldt i fælden.
Se videoerne med de tre cases her
Hvad kan svindlerne finde på?
Vil du gerne blive bedre til at spotte et svindelnummer på lang afstand? Læs om de forskellige typer svindel, og hvordan du kan være opmærksom på faresignaler. Vi har også samlet 3 gode råd til dig herunder.
1. Lad dig ikke overtale
Det er vigtigt, at du holder hovedet koldt. Ofte kan svindlerne finde på at være kortfattede og ”have travlt” med at få dig til at tage stilling. Dette er en meget bevidst metode, da svindleren forsøger at hyle dig ud af den, så du ikke tænker over, om det er oprigtigt. De vil forsøge at få dig til at forholde dig til det lige her og nu.
2. Hold dine koder for dig selv
Uanset om det er din bankrådgiver, en tæt veninde eller en fragtmand fra PostNord, der ringer og har brug for din hjælp til at logge ind eller godkende noget på dine vegne, må du aldrig give dine koder til andre.
3. Læs grundigt og godkend med omtanke
Sørg for altid at læse dokumenter, mails, sms’er og andet igennem, før du godkender. Vær også altid meget opmærksom på, om det er en troværdig afsender. Det kan du ofte se på mængden af stavefejl samt afsenders mailadresse eller måde at skrive på. Hvis du har bare den mindste bekymring, skal du slette meddelelsen eller ignorere den.
Husk de 3 gode råd
- Lad dig ikke overtale
- Hold dine koder for dig selv
- Læs grundigt og godkend med omtanke
Test din viden om svindel
Sæt din viden i spil og se, om du kunne blive offer for økonomisk svindel.
Blev du klogere?
Nu er du godt klædt på, og vi håber, at du vil bruge din viden til at klæde dine nærmeste lige så godt på.
Sådan gør du, hvis skaden er sket
Hvis du har mistanke om, at du er blevet udsat for svindel, så kontakt sparekassens kundeservice hurtigst muligt på tlf. 8222 9000.
Læs mere på: Sådan gør du, hvis skaden er sket